Sådan ændrer du dine mail skabeloner på Shoporama

Shoporama sender en række forskellige mails ud i forskellige situationer. Det kan være når du vælger at en ordre er “sendt” – så modtager kunden en email med sine ordredetaljer og en besked om at den er sendt.

Det kan også være en automatisk mail der sendes ud efter fx 6 dage – her kunne du fx have tekst om at de skal gå ind og anmelde dig på Trustpilot.

Udfordringen er dog lige nu, at det kræver en udvikler at få teksten ændret. Det gør typisk ikke så meget i dagligdagen, da de ikke ændrer sig ret meget. Men det er nu rart selv at kunne.

Derfor kommer her en lille guide til hvordan – men det bliver teknisk.

DISCLAIMER: Jeg kan ikke holdes ansvarlig for, hvis denne guide ødelægger noget i din shop. Hvis du kommer i tvivl om noget, så kontakt en Shoporama Designpartner (fx ClickStarter).

Step 1 – Find dine sFTP login oplysninger

Du har måske allerede modtaget dem fra Shoporama. Hvis du ikke er udvikler, så har du højst sandsynligt ikke modtaget dem. Gå ind i din Shoporama administration. Klik på “møtrik-ikonet” længst til højre på menuen. Vælg derefter sFTP. Og til sidst “Tilføj FTP-bruger”.

Sørg for at det er et stærkt kodeord du taster ind der. Du har derefter et brugernavn og kodeord, som vi skal bruge lige om lidt.

Step 2 – Installer Filezilla og log på serveren

Med Filezilla kan du tilgå dine filer direkte på serveren. Det er et program der skal installeres på din computer. Husk at vælge “FileZilla Client”.

Download Filezilla Client her

Du får en .zip fil (eller .dmg hvis du er på Mac) ned på din computer, som du installerer. Det er ret meget lige ud af landevejen. Du skal ende ud med at have et vindue der ser sådan her ud.

filezilla

Klik på ikonet ved den røde pil. Det åbner et nyt vindue, hvor du skal skrive 3 forskellige informationer ind.

Host: shoporama.dk
User: sftp_(det brugernavn du har fået)
Password: Dit selvvalgte kodeord

Afslut med at trykke på “Connect”.

filezilla-2

Step 3 – Hent mail skabelon filerne ned og rediger dem

Nu er du logget på serveren og vil kunne se en mappe i højre side af Filezilla. Det er navnet på den skabelon du bruger, som du skal klikke dig ind i. Det bringer en lang liste af .HTML filer frem.

Nu skal vi til at lede efter de filer, som indeholder HTML koden til mail skabelonerne. De mest relevante er:

  • order_sent.html – det er mailen der sendes, når du redigerer en ordrer og vælger “Sendt”.
  • invoice.html – det er mailen der sendes, når kunden har lagt en ordre
  • after_purchase.hml – det er mailen du kan sætte op til at sende x antal timer (dage) efter en ordre er lagt

Nu skal du have hentet den fil ned, som du vil lave ændringer i. Hent for eksempel invoice.html ned. Klik på “invoice.html” i højre vindue i Filezilla og højreklik derefter på den. Vælg “Download” når du har højreklikket. Det henter filen ned på din computer.

filezilla-3

Bemærk at filen nu dukkede op i venstre side vinduet af Filezilla. Det er en mappe et sted på din computer. Den mappe skal du finde frem til.

Her skal du åbne den fil i fx NotePad på Windows. Det er dog et meget simpelt program til at kigge på HTML i. (Det var fx det program jeg startede med at lave hjemmesider i, tilbage i 90’erne). Overvej at installere NotePad++ i stedet.

Sidder du på en Mac, så bruger jeg selv Coda 2. Den koster dog 99 dollars. Du kan eventuelt kigge på Brackets.io som er gratis.

Hvilken program du end vælger til at se din HTML kode i, så skal du åbne invoice.html i det program. Det bringer alt HTML koden frem, som du skal ændre i. Det kan se sådan her ud i din invoice.html.

html-mails

Ovenstående billede er lige et lynkursus i hvad du må røre ved, og hvad du IKKE må røre ved.

Alt hvad der starter med et < tegn er enten et HTML tag eller et Smarty tag. Det må du IKKE røre ved.

Hvis du bruger din sunde fornuft og kigger godt efter, så er det ret nemt at regne ud, hvad der er tekst som dine kunder ser og hvad der ikke er tekst, men kode.

Brug et <br/> når du vil lave et linjeskift. Du kan også gøre det avanceret og bruger <p> </p> for at lave afsnit.

Brug eventuelt lige en aften på at lære det mest basale i HTML kodning. Det er faktisk ret nemt, når man lige interesserer sig en smule for det. Du kan finde et dansk lynkursus i HMTL her.

Step 4 – Upload din fil og test det af

Når du har lavet ændringerne i din invoice.html, skal du gemme den. Alt efter hvilket program du bruger, så plejer der at være et punkt oppe øverst til venstre i programmet, hvor du kan gemme.

Efter du har gemt, skal du uploade filen igen. Nu skal du tilbage i Filezilla vinduet. Vælg filen i venstre vindue og højreklik på den. Når du har højreklikket, vælger du “Upload”. Du siger ja til at overskrive, og vupti, nu har du ændret i din mail skabelon.

Afsluttende ord

Igen, jeg kan ikke garantere for, at det hele ser ud på samme måde i din opsætning. Der kan være forskelle på, hvordan din udvikler har lavet dine mails. Og der er en chance for, hvis du kommer til at rode med de forkerte Smarty Tags, så ødelægger du filen og mails vil fejle i udsendelsen.

Du kan altid kontakte mig, hvis du vil have hjælp til at ændre i din mail skabelon eller have sat nogle fede automails op i Shoporama.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *